Her er en nem opskrift på hjemmelavede melboller til suppe. Melbollerne er den gammeldags slags, der er lavet med mel, smør, vand og æg.
Hjemmelavede melboller lyder som en besværlig omgang, men faktisk er de ganske nemme at lave. Og fremgangsmåden minder faktisk en del om at lave vandbakkelser.
Melbollerne er som mormors gamle og traditionelle opskrift, og de passer jo perfekt til blandt andet en hjemmelavet hønsekødssuppe.
Hvis du ikke har en bollesprøjte, kan de formes med en teske, som dyppes i det næsten kogende vand mellem hver gang en melbolle formes. Det fungerer også fint.
Opskriften giver ca. 500 gram melboller.
Opskrift på melboller

Ingredienser
- 75 g smør
- 2 dl vand
- 125 g hvedemel
- ½ tsk. salt
- 3 æg
Fremgangsmåde
- Bring smør og vand i kog, tilsæt hvedemelet på engang og pisk det godt igennem, mens det koger til det er helt glat - akkurat ligesom til vandbakkelser.
- Tag gryden af varmen og lad det køle lidt, inden saltet piskes i, sammen med æggene (et ad gangen). Det er ikke sikkert at der skal bruges 3 æg, det kommer an på størrelsen, dejen skal være forholdsvis fast.
- Kom dejen i en bollesprøjte, den må ikke selv kunne løbe ud af hullet.
- Sæt en gryde over med letsaltet vand og bring det i kog.
- Skru ned, til det er lige under kogepunktet og pres så dejen ud gennem bollesprøjten i passende størrelse, mens den skæres af med en kniv. Det kan godt tage lidt tid inden du finder teknikken, men når først du har den, går det hurtigt.
- Hold gerne bollesprøjten ind mod dig selv og pres med kroppen, det er det letteste.
- De hjemmelavede melboller koges ad nogle omgange, da de kun må ligge i et lag og de skal koges i 3-4 minutter, til de føles faste og stiger op til overfladen. Tager du dem op for tidligt, splatter de helt ud!
- Kom melbollerne i en skål med koldt vand, inden de tages op med en hulske og afdryppes i en sigte.
Næringsindhold
Noter
De færdige melboller stilles koldt til de skal bruges.
Når de kommer i suppen, må suppen IKKE koge, for så kan bollerne gå i stykker. Varmes op i suppen til de er gennemvarme.
Se også hvordan du laver hjemmelavede kødboller.
Kom med din kommentar