Få den bedste opskrift på sprøde vaniljekranse med mandler. En klassisk vaniljekrans med vaniljestang, og her får du en hel kagedåse fyldt.
Vaniljekranse er en af de mest populære småkager til jul, og her får du den perfekte opskrift på en sprød vaniljekrans med mandler.
Vaniljekransene er nemme at lave og bage, og dejen skal blot på køl i et par timer inden du går i gang med selve håndværket og bagningen.
Men har du tid til det, kan du med fordel lave vaniljekransedejen et par dage i forvejen.
Du får ca. 50 vaniljekranse ud af denne opskrift, men det afhænger selvfølgelig af hvor store du laver dem.
Du kan sprøjte vaniljekransene ud med en sprøjtepose påsat en stor stjernetyl.
Opskrift på vaniljekranse
Ingredienser
- 300 g hvedemel
- 225 g smør koldt
- 125 g rørsukker eller alm. sukker
- 125 g mandler med skal, hakket forholdsvis fint
- 1 vaniljestang
- 1 æg
Sådan gør du
- Flæk vaniljestang og skrab kornene ud, kom dem i en blender eller en minihakker. Skær vaniljestangen i mindre stykker og kom også den i. Kør, til vaniljestangen er helt finthakket.
- Hak mandler, til de er forholdsvis finthakket, men ikke så det er mandelmel.
- Kom hvedemel i en skål og hak smørret ud i, smuldr mel og smør sammen, så det bliver en grynet masse.
- Tilsæt vanilje, mandler og sukker - saml dejen med ægget. Hvis dejen er helt umulig at samle, så tilsæt ganske lidt koldt vand, men kun 1-2 spsk.
- Ælt dejen sammen og pak den så ind i film eller en frysepose. Læg det i køleskab nogle timer - allerhelst 1-2 dage.
- Form dejen til vaniljekranse og bag ved 225 grader, på nederste rille i 5-7 minutter.
Næringsindhold
Noter
De færdigbagte vaniljekranse køles helt af på en rist.
Derefter kan du opbevare dem i en kagedåse eller anden lufttæt beholder, og her beholder vaniljekransene deres sprødhed.
Kom med din kommentar