Få den bedste opskrift på en lækker grøntsagslasagne med ricotta. Kødfri lasagne med blandt andet frossen spinat, aubergine og peberfrugt.
Grøntsagslasagne med ricotta er en virkelig lækker og kødfri lasagne, der virkelig mætter godt. Selvom den altså ikke indeholder kød.
Lasagnen kan laves med lasagneplader med eller uden fuldkorn, og der er rigeligt med mad til seks personer.
Opskrift på grøntsagslasagne
Ingredienser
Grøntsager
- 1 aubergine skåret i ½ cm. skiver på langs
- 1 squash skåret i ½ cm. skiver på langs
- 150 g champignon skåret i skiver
- 225 g spinat frossen, optøet og godt afdryppet
- 2 fed hvidløg skåret i tynde skiver
- 3 røde peberfrugter grillet, skindet pillet af og skåret i mindre stykker
Tomatsovs
- 1 flaske Sugo della Casa jeg køber det i SuperBrugsen, Coop's eget mærke
- 1 løg finthakket
- 3 fed hvidløg knust og finthakket
- oregano
- timian
- ¼ dl balsamico
- ½ tsk. sukker
- salt og friskkværnet peber
- 1 håndfuld basilikum hakket
Ricotta-blanding
- 500 g ricotta
- 2 æg
- 2 håndfuld mozzarella revet
- 1 håndfuld parmesan revet
- salt og friskkværnet peber
Desuden
- lasagneplader gerne fuldkorns
- Lidt parmesan og lidt revet mozzarella revet - og lidt revet mozzarella
Sådan gør du
Tomatsovs
- Sauter løg i lidt olivenolie i en gryde. Når de er blevet bløde - men uden de har taget farve - tilsættes hvidløg, timian og oregano. Lad det stege i ½ minuts tid. Hæld balsamico ved og lad det koge næsten helt ind.
- Tilsæt sugo'en og sukkeret, skru ned for varmen og lad det stå og småsimre i ca. 30-45 minutter, til det tykner. Smag til. Tag det af varmen og tilsæt basilikummen, vend det godt rundt og så er sovsen klar.
Grøntsager
- Halver peberfrugterne og fjern kernerne. Læg dem på en bageplade og sæt dem i ovnen ved 250 grader (varmluft). Sæt pladen øverst i ovnen og giv dem ca. ½ time eller til skindet bliver sort. Tag dem ud og kom dem i en skål eller en dyb tallerken. Læg film over og lad dem stå til de er afkølede. Fjern skindet og skær dem i mindre stykker.
- Kom lidt groft salt på aubergineskiverne og læg dem i en sigte i ½ times tid. Børst saltet af og læg dem på et par lag køkkenrulle. Læg et par lag køkkenrulle (eller et rent viskestykke) ovenpå og pres ned med hænderne, så væden presses ud af dem.
- Dryp lidt olivenolie over og vend dem rundt, så olivenolien fordeles på dem - endelig ikke for meget - for de suger det bare. Grill dem på en grillpande, til de får striber og drys med salt og friskkværnet peber.
- Grill derefter squashskiverne og krydr dem med salt og friskkværnet peber.
- Kom lidt olie på en pande og svits champignon, krydr med salt og friskkværnet peber. Tilsæt hvidløg og lad dem stege med i 1 minuts tid, under omrøring. Tilsæt den godt afdryppede spinat og vend det hele godt sammen. Smag til med salt og friskkværnet peber.
Ricotta-blanding
- Vend alle ingredienserne sammen og krydr med salt og friskkværnet peber.
Samling af grøntsagslasagne
- Smør en lille bradepande eller et ovnfast fad med lidt olie. Kom lidt tomatsovs i bunden og så et lag lasagneplader. Så lidt af ricottablandingen, aubergine, ricotta, lasagneplader, tomatsovs, peberfrugter, ricotta, lasagneplader, tomatsovs, spinat-blandingen, ricotta, lasagneplader, tomatsovs og squash.
- Slut af med det sidste af ricottablandingen, drys med lidt parmesan blandet med mozzarella øverst på din kødfrie grøntsagslasagne.
- Tag 2 store stykker stanniol, gerne dobbeltlag og pak det om fadet som et "telt", det må ikke røre ostelaget. Det kan godt være lidt besværligt, hvis du har en person der kan hjælpe dig, så er det nemmere. Hertil kan retten forberedes.
- Forvarm ovnen til 175 grader (varmluft) og sæt det i ovnen i 40 minutter. Fjern stanniol og giv det yderligere 5-7 minutter til osten bliver gylden.
Noter
Lad den færdige grøntsagslasagne stå og trække i 10-15 minutter, inden den serveres, så den kan samle sig og så du ikke brænder dig på osten.
OBS: Lagene af ricotta skal ikke være særlig tykke, bare lige så det dækker grøntsagerne.
Flere lækre retter til aftensmad:
Luksus mørbradgryde med pølser og champignon
Kom med din kommentar