Her får du den perfekte opskrift på hjemmelavet kransekage. Nemme og lækre kransekagestykker til nytårsaften og andre festlige stunder.
Dette er den sikre grundopskrift på hjemmelavet kransekage, der laves af tre ingredienser, nemlig marcipan, flormelis og æggehvide.
Kransekagestykkerne er nemme at lave, og så smager de jo aldeles fremragende til nytårsaften og andre skønne stunder, hvor det gerne må være lidt festligt.
Pynt kransekagen med glasur, og bunden kan eventuelt dyppes i lidt mørk chokolade.
Du får 10 stykker kransekage af denne opskrift, men det afhænger slevfølgelig af hvor store du laver hvert stykke.
Opskrift på kransekage
Ingredienser
- 250 g marcipan
- 100 gram flormelis
- 1 æggehvide gerne pasteuriseret
Sådan gør du
- Marcipan skæres i mindre stykker og kommes i en skål.
- Tilsæt flormelis og en æggehvide. Gerne en pasteuriseret æggehvide.
- Ælt kransekagemassen godt sammen, og du kan bruge hænderne eller køre den på en røremaskine med kagespartel.
- Kransekagemassen deles i to lige store stykker, der trilles ud til en aflang pølse med en diameter på ca. 2 centimeter.
- Del hver stang i 5 lige store stykker kransekage.
- Fugt fingrene i lidt koldt vand, og tryk kransekagestykkerne lidt trekantede i toppen.
- Stil kransekagestykkerne på bageplade med bagepapir, og lad dem stå i 30 minutter.
- Kransekage bages i en forvarmet ovn ved 200 grader over- og undervarme, hvor de skal have ca. 10 minutter, måske lidt mere. Kransekagestykker skal være gyldne, men ikke for mørke.
Næringsindhold
Noter
Den færdigbagte kransekage køles helt af.
Derefter kan den pyntes med en glasur, som du laver af flormelis, der røres sammen med lidt pasteuriseret æggehvide.
Kom eventuelt glasuren i en lille frysepose, klip et hul i hjørnet og lav derefter det klassiske zig-zag mønster henover kransekagen.
Kom med din kommentar