Her er den lækre opskrift på newyorker gryde med oksekød og perleløg. En skøn gryderet med masser af smag, og den nydes med kogte ris.
Newyorker gryde er en fortræffelig gryderet fra bloggen Newyorker By Heart, og den får du selvfølgelig her.
Gryderetten laves med oksekød i tern eller strimler, men der er også blandt andet perleløg og bacon i den.
Se også: Gullasch - ungarsk gullash gryderet med oksekød
Mængden af de enkelte ingredienser kan du sagtens justere efter eget ønske, og gryderetten kan med fordel jævnes til sidst med lidt majsstivelse, der er udrørt i en smule koldt vand. Husk at smage retten godt til. Eventuelt også med lidt gastrik.
Opskriften er beregnet til fire personer.
Opskrift på newyorker gryde
Ingredienser
- 125 g bacon i skiver, skåret i stykker
- 1 spsk smør og 1 spsk olie, til stegning
- 500 g oksekød i tern/strimler
- 2 løg i halve ringe
- 4 fed hvidløg finthakket
- 5 små gulerødder i små stykker
- 100 g perleløg fra frost
- 200 g champignon i kvarte
- 1 tsk rosmarin tørret
- 1 tsk timian tørret
- 1 tsk paprika
- 4 dl rødvin måske lidt mere, så det dækker
- 1 terning oksebouillon
- 150 g grønne bønner frosne, skåret i passende stykker
- 1 tsk sukker
- 2 spsk creme fraiche eller lidt fløde
- salt og friskkværnet peber
Sådan gør du
- Til newyorker gryde starter du med, at smelte lidt smør og hælde en sjat olie ved. Lad det blive godt varmt.
- Kom bacon i og lad det svitse lidt.
- Hæld oksekød ved og lad det brune af og blive svitset sammen med bacon.
- Kom derefter løg og hvidløg ved, lad det svitse.
- Tilsæt gulerødder og frosne perleløg. Så champignon.
- Kom krydderier ved og lad det hele svitse lidt sammen.
- Hæld rødvin ved så det næsten dækker, dernæst bouillon og lad det simre under låg i ca. 1 times tid.
- Jævn evt. med lidt majsstivelse, smag til med lidt salt, peber og sukker.
- Kom frosne grønne bønner i og lad den varme igennem.
- Rør evt. lidt creme fraiche 6% i, for lige at runde smagen lidt af i den lækre gryderet.
Næringsindhold
Tips
Den færdige newyorker gryde serveres med kogte ris, men en blød kartoffelmos kan skam også bruges.
Er du vild med cocktailpølser, kan der sagtens tilsættes en pakke af dem til sidst, hvor de blot lige lunes med i gryderetten.
Kom med din kommentar