Sådan laver du lækre mørbradbøffer med svampe og kartoffelmos. En dejlig opskrift på nem aftensmad med mørbrad, som hele familien vil elske.
Mørbradbøffer i fad er altid populær som aftensmad, og her er mørbradbøfferne tilberedt i fadet sammen med løg og svampe.
I dette tilfælde portobello svampe, men du kan også blot bruge almindelige champignon.
Mørbradbøfferne serveres sammen med en lækker kartoffelmos, og opskriften er beregnet til fire personer.
Opskrift på mørbradbøffer

Ingredienser
- 1 svinemørbrad afpudset og skåret i 2 cm. tykke bøffer
- 1 løg skåret i tynde skiver
- 3 fed hvidløg knust og finthakket
- 400 g portobello svampe elller champignon, skåret i grove stykker
- smør til stegning
- 2½ dl hvidvin tør
- 2½ dl vand + 1½ tsk. grøntsagsbouillon, jeg bruger Herbamare
- 2½ dl piskefløde
Sådan gør du
- Smelt lidt smør på en pande ved middelvarme og steg løg til de bliver bløde og gyldne, tilsæt hvidløg og lad dem stege med i et par minutter under omrøring. Hæld løgene over på en tallerken.
- Kom lidt mere smør på panden og steg svampene, krydr med lidt salt og friskkværnet peber. Steg til svampene får farve og væden fra dem er fordampet, hæld dem over til løgene. Portobello svampe kan udskiftes med champignon.
- Kom igen lidt smør på panden og brun mørbradbøffer på alle sider, krydr med salt og friskkværnet peber.
- Kom mørbradbøfferne i et ovnfast fad og fordel løg og svampe over dem.
- Sæt panden tilbage på varmen og hæld hvidvin på og lad det koge lidt ind, inden vand, Herbamare og fløde tilsættes. Bring i kog og smag til med salt og friskkværnet peber.
- Hæld saucen over dine mørbradbøffer med svampe og sæt i en 175 grader varm ovn (varmluft) i 12 minutter.
Næringsindhold
Noter
Mørbradbøffer med svampe serveres straks sammen med kartoffelmos og evt. en skøn spidskålssalat.
Se flere lækre opskrifter med mørbrad:
Luksus mørbradgryde med pølser og champignon
Kom med din kommentar