Få den bedste opskrift på lækre krebinetter lavet af hakket kalv og svin. Krebinetterne serveres med stuvede grøntsager og kartofler.
Krebinetter er en af de mest populære danske retter, og her får du en paneret krebinet, der er lavet af hakket kalve- og svinekød.
Krebinetterne steges i en blanding af smør og olie, og de serveres selvfølgelig sammen med stuvede grøntsager og kogte kartofler.
Tip til stegning af krebinetter: Lad være med at overfylde panden, for så koger de nærmere end steger. De må ikke røre ved hinanden, så steg hellere ad flere omgange. Eller brug en stor pande og en god varme.
Opskriften er beregnet til fire personer.
Opskrift på krebinetter
Ingredienser
Krebinetter
- 600 g hakket kalv og flæsk
- 1 dl panko rasp
- 1 æg
- salt og friskkværnet peber
- 2 spsk. smør og lidt olie til stegning
Stuvede grøntsager
- 1 lille blomkål plukket i mindre buketter
- 5 gulerødder skåret i skrå skiver
- 100 g ærter fra frost
- ½ liter kalvebouillon lavet af 5 dl. vand og kalvefond
- 2½ dl sødmælk eller anden mælk
- 2 spsk. smør
- 3 spsk. hvedemel
- salt og friskkværnet peber
- Lidt muskatnød revet
- 1 håndfuld persille finthakket
Desuden
- 650 g kartofler
Sådan gør du
- Skræl kartofler og kog dem i letsaltet vand, til de er netop møre.
- Pluk blomkålen i buketter, der ca. passer til en mundfuld. Skær gulerødderne i ca. 2 cm. tykke skiver. Kom vand og fond i en gryde og bring det i kog. Tilsæt blomkål og gulerødder og kog i 3 minutter.
- Imens sættes en dyb tallerken ovenpå gryden med smør og mel, som smeltes og røres sammen til en smørbolle.
- Når de 3 minutter er gået, kommes smørbollen ned i gryden og der røres godt, så der ingen klumper er.
- Tilsæt mælk lidt efter lidt, til det har passende tykkelse. Smag til med salt, friskkværnet peber og muskatnød.
- Når stuvningen har småkogt i et par minutter, så melsmagen koges væk, tilsættes ærterne. Lad det simre igen i et par minutter, til ærterne er gennemvarme, så er stuvningen klar til servering.
- Del det hakkede kød i 4 og form til store krebinetter.
- Bland rasp, salt og friskkværnet peber i en dyb tallerken.
- I en anden slås ægget ud og det piskes let sammen.
- Varm smør og olie op på en pande.
- Vend nu først krebinetterne i æg og derefter i rasp.
- Steg i ca. 6-7 minutter på hver side, men ellers efter tykkelse. Hold dem evt. varme i ovnen ved ca. 100 grader (ikke varmluft), hvis du ikke kan have dem alle på panden på en gang.
Næringsindhold
Noter
Server dine krebinetter med grønsagsstuvningen, de kogte kartofler og et drys persille. Det er god dansk mad, når det er allerbedst. Velbekomme.
Kom med din kommentar