Her er den beste opskrift på hjemmelavet fish 'n' chips. Sprøde stykker fisk i beignetdej, serveret med lækre pommes frites. Det er mums.
Elsker du fish 'n' and chips, ja så skal du i gang med denne opskrift, der byder på sprøde stykker fisk i beignet og lækre pommes frites.
Fish and chips er en klassisk, populær engelsk ret, og for at gøre retten en smule sundere, er kartoflerne her stegt i ovnen. De kan selvfølgelig også frituresteges i olie.
Her er der anvendt torsk, men andre lyse fisk som kuller eller lyssej er også fine at bruge. Husk altid at tjekke for ben i fisken!
Bemærk, at opskriften er beregnet til to personer, men brug knapperne under Antal i opskriftsboksen, og lav til det ønskede antal personer.
Opskrift på fish 'n' chips

Ingredienser
Fisk
- 225 g torsk torskefileter skåret i mindre stykker
Beignetdej
- 1 dl hvedemel
- 1 dl øl
- 1 æggehvide
- 1 tsk. eddike
- salt
Chips
- 3 bagekartofler skrællet og skåret i stave
- 1 spsk. olivenolie
- flagesalt
Desuden
- rapsolie til fritering
- 1 citron i både
Sådan gør du
- Kom kartofler i en frysepose sammen med olien og lidt salt. Ryst det hele godt sammen, så kartoflerne bliver dækket af olien.
- Hæld det ud på en bageplade med bagepapir og fordel dem, så de ligger enkeltvis og ikke rører ved hinanden.
- Sæt dine fritter til fish 'n' chips i en 225 grader varm ovn (varmluft) i ca. 25-30 minutter, vend dem en gang undervejs. Når de er færdige, drysses de med lidt flagesalt og serveres straks.
- Dup fisken tør og skær dem i mindre stykker.
- Kom hvedemel og øl i en skål og pisk det sammen, så der ingen klumper er. Krydr med lidt salt. Pisk æggehviden stiv og tilsæt eddiken, pisk igen. Vend æggehviden i mel-blandingen, uden at slå luften for meget ud af den.
- Kom olie i en gryde og lad det blive godt varmt - så det syder om enden af en tændstik.
- Med en tang - eller med fingrene - dyppes fiskestykkerne i dejen og puttes ned i olien. Afhængig af hvor stor din gryde er, så gør det evt. af et par gange, så temperaturen på olien ikke falder for meget.
- Lad fisken stege til de bliver gyldne og sprøde.
- Tag dem op med en hulske og kom på køkkenrulle, så de kan dryppe af.
- Drys med flagesalt og server dem varme med citronskiver og tartare sauce.
Næringsindhold
Noter
Så er du klar til at servere fish 'n' chips, hvor de sprøde stykker fisk nydes sammen med pommes frites og eventuelt sauce tartare.
Det er altså lækker fastfood, selvom det selvfølgelig ikke er til den sunde side.
Kom med din kommentar