Sådan laver du den bedste pariserbøf. En god og nem opskrift på lækker pariser bøf på toastbrød med æg, rødbeder, løg, kapers og det hele.
Pariserbøf er en klassisk ret til frokost, men den kan bestemt også serveres som en lækker ret til aftensmad.
En pariser bøf er en bøf af hakket oksekød, der anrettes på et stykke ristet toastbrød, og dertil serveres blandt andet en. æggeblomme, kapers og rødbeder.
Selvom pariserbøffen lyder som en fransk ret og opfindelse, så er den formentlig opfundet i Danmark, og det franske islæt henviser blandt andet til toastbrødet/franskbrødet. Men den er altså ikke fransk.
I stedet kan du på de fleste danske restaurationer nyde en pariser bøf til frokost, hvor den meget ofte optræder på menukortet.
Opskriften her er beregnet til fire personer.
Opskrift på pariserbøf
Ingredienser
Pariserbøf
- 4 skiver toastbrød
- 600 g hakket oksekød
- 1 spsk. smør til stegning
Tilbehør
- 4 skiver rød peberfrugt
- 4 skiver grøn peberfrugt
- 4 spsk. peberrod revet
- 1 stort løg hakkes fint
- 8 spsk. rødbeder syltede, hakket
- 8 spsk. kapers
- 8 spsk. pickles
- 4 æggeblommer
Sådan gør du
- Det hakkede oksekød deles i fire lige store dele, der formes til bøffer. Pres ikke kødet for hårdt sammen.
- Steg bøfferne i lidt smør på en varm pande, ca. 2-3 minutter på hver side. Tages til side og krydres med salt og friskkværnet peber.
- Rist de fire skiver toastbrød på begge sider på panden. Gør de øvrige ingredienser til din pariser bøf klar.
- Læg en skive toastbrød på hver af fire tallerkner, og derpå lægges bøffen. Top med en skive rød peberfrugt, en skive grøn peberfrugt og reven peberrod på hver.
- Ved siden af pariserbøffen anrettes et par spiseskefulde hakket løg, pickles, rødbeder i små tern og kapers. Som du kan se på billedet.
- Pariserbøf serveres også med en æggeblomme, gerne i en lille skål.
Næringsindhold
Noter
Pariserbøf serveres straks, og du kan eventuelt servere den sammen med lidt salat. En kold øl passer også godt til, hvis du altså er til øl.
Er du ikke så vild med en rå æggeblomme, kan du i stedet lave et spejlæg, der lægges ovenpå bøffen.
Kom med din kommentar